Kategoriarkiv: Beboer til beboer

Fælles arbejdsdag efterår 2019

Vi vil gerne invitere til en fælles arbejdsdag lørdag d. 2 november kl. 12-15.

På arbejdsdagen er planen blandt andet at:

Få havemøblerne skilt ad og sat væk for vinteren.
Generel oprydning i gård og fejning
Bortskaffelse af miljøfarligt affald fra kælderen
Cykler fra tidligere års oprydninger skal bæres op fra kælder og ud på gaden for afhentning.

Vi glæder os til at se jer d. 2 november, hvor vi starter med den ekstraordinære generalforsamling for A/B Bjerringhus (indkaldelse sendt per mail 10. oktober), og vi vil slutte arbejdsdagen af med pizza! Du finder også arbejdsdagen som event på facebook.

Ingen opbevaring på trapper

Siden vi ikke længere har et storskraldsrum har vi lejet en stor container til storskrald i forbindelse med arbejdsdagen den 11. maj. Vi forventer at containeren vil blive opsat i løbet af fredagen og vil blive afhentet igen mandag eller tirsdag. (opdateres når vi har eksakte datoer)

Vi opfordrer alle, der ligger inde med ting til storskrald til at benytte sig af containeren i løbet af weekenden til at komme af med det. Til arbejdsdagen vil vi også gerne have ryddet trapperepos for eventuelle opmagasinerede ting. Skulle man have ting ude på trapperne skal disse derfor sættes ind på ens private loftsrum inden arbejdsdagen den 11. maj. Vi gør opmærksom på at der i henhold til brandreglementerne ikke må stå ting på trappeafsatserne.

Husk at ikke alt kan komme i storskraldscontaineren. Se venligst nedenstående link omkring storskrald fra Københavns Kommune. Samtidig skal vi opfordre til, at man ikke fylder containeren til over kanten, da den så ikke vil blive afhentet.

https://www.kk.dk/indhold/sortering-af-storskrald-i-lejlighed

Fælles arbejdsdag forår 2019

Foråret er her og med det er det også tid til vores fælles indsats for at få gården klar til sommer. Derfor mødes vi til en fælles arbejdsdag lørdag den 11. maj 2019 fra kl. 11, og forventer at være færdige ca. kl. 15 – afhængige af hvor mange og hvor hurtige vi er.

Er du på facebook, kan du tilmelde dig eventen her.

Planen for dagen er bl.a.:
  • Havemøblerne skal frem fra kælderen og klargøres til en ny sæson
  • Gården skal fejes, buske skal klippes, efterladt storskrald skal væk
  • De punkterede ruder fra kælderen skal smides ud (vi har skaffet en container til formålet)
  • Oprydning blandt cykler i gården. I forbindelse med oprydning blandt cyklerne vil alle cykler i gården vil blive mærket lørdag den 13. april. De der fortsat har mærke på styret på arbejdsdagen skal i kælderen.
  • Udsmidning af de cykler i kælderen der har været indsamlet de forrige år (anmeldes som hittegods og stilles til afhentning af politi).
  • Farligt affald og lyskilder fra kælder køres til genbrugspladsen.
  • Generel oprydning på fællesarealerne, herunder også på loft, trapper og kælder
  • Nedtagning af lys-kæder i gården og skift af pærer der mangler lys i
  • Tjek og efterspænding af hoveddøre så vi sikrer de lukker korrekt
  • Og måske plante lidt blomster.

Vores fælles arbejdsdag giver dig også mulighed for at få en god sludder med din  nabo over et glas og en bid pizza.

Husk at du altid finder en opdateret version af foreningens kalender på vores hjemmeside. Vi glæder os til at se mange til endnu en fælles arbejdsdag.

 

Udlevering af systemnøgle

I forbindelse med altanprojektet fik vi lavet ekstra systemnøgler til de lejligheder som VVS / altan.dk skulle have adgang til ifm opsætning af altanerne.

Du kan afhente den ekstra systemnøgle til din lejlighed onsdag den 28. november 2018 mellem kl. 17:00 og 18:00 hos Patricia, Stefansgade 31, 4. tv.

Skulle tidspunktet ikke passe dig, er mulighed nummer 2 i forbindelse med vores juletræstænding i gården den 2. december kl. 15.

Når du afhenter nøglen, kvitterer du for modtagelsen med navn og underskrift.

Invitation til juletræstænding

Traditionen tro inviterer vi igen alle beboere i vores fælles gård til juletræstænding i gården søndag den 2. december 2018 kl. 15.00 – ca. 17.00.

Vi pynter juletræet i fællesskab med medbragt pynt og luner os lidt over et glas gløgg og kakao. Vi sørger også for en godtepose til børnene. For at vi har godteposer til alle børnene, vil vi gerne bede om en mail senest torsdag den 29. november kl. 16 med hvor mange børn du tager med til juletræstændingen, og hvor gamle de er.

Du finder også juletræstændingen som event på vores facebookside

Vi håber at se så mange som muligt. På gensyn!

Husk korrekt affaldssortering

Det er dejligt, at så mange sorterer husholdningsaffaldet som beskrevet i vores husorden, så det kommer i de forskellige containere med bioaffald, papir, pap, metal, elektronik, batterier, plastik og glas (se nedenfor hvor du finder din nærmeste glascontainer).

Vi skal dog alle lige være opmærksomme på at fjerne madrester fra emballage mm.

Der har været et par eksempler på kødbakker i plastcontaineren, hvor der stadig sad rester af råt kød – det er guf for rotter og andre skadedyr, især når plastcontaineren er fuld og låget ikke slutter helt til.

Her finder du information om affaldssortering i Københavns Kommune: Retningslinjer for affald

Se hvor du finder din nærmeste glascontainer
https://www.kk.dk/indhold/kort-over-glascontainere

Fælles plantedag torsdag den 7. juni

Som besluttet på vores seneste arbejdsdag, har vi nu fundet en eftermiddag til fælles plantedag på torsdag den 7. juni i gården.

INFO OM PLANTEDAG! Torsdag den 7. juni kl. 17 er der plantedag, så vi kan få friske planter og blomster i alle vores krukker på gården. Har du lyst at være med, mødes vi kl. 17 på baggården og cykler fælles til Silvan og køber ind. Har du først tid lidt senere, må man selvfølgelig gerne joine, når vi er tilbage på gården omkring kl. 18. Vi ses!

Du finder også info om plante-arrangementet på facebook-eventen her