Arbejdsdag 2013 og cykeloprydning

Datoen for næste arbejdsdag i andelsboligforeningen er fundet og vi glæder os til en dag sammen med naboer lørdag den 4. maj 2013 kl. 10.00 – ca. 14.00 – sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen.

I løbet af dagen er der forskellige opgaver der skal løses. Bl.a. skal gården, bedene, gårdmøblerne og grill gøres sommerklare, vi har lidt oprydning på lofterne og i kælderen, og småopgaver som opsætning af røgalarmer på alle bagtrapper.

I forbindelse med arbejdsdagen gennemfører vi igen en cykeloprydning i gården. Alle cykler i gården og i stativerne ved opgangene i Julius Bloms Gade er i dag blevet mærket med rød elektrikertape. De cykler der fortsat har det røde tape på sig lørdag den 4. maj bliver samlet sammen med henblik på at blive fjernet af politiet.

Vi slutter vores arbejdsdag sædvanen tro med velfortjent mad, drikke og hygge i godt selskab.

Varme indendørs

Det er blevet koldere udenfor og dermed tid til at tænde for varmen indendøre. Efter en sommer hvor radiatorerne har stået ubrugte, kan der være brug for lidt ekstra hjælp til at få gang i radiatoren.

Vi genudsender derfor vores små hjælpevideoer til hvordan du kan løsne stiften i termostaten og udlufte din radiator.

Værksted

Så har vi fået sat lys op og er klar til at lave et rigtigt værksted. Så hvis du har nogle af dine egne projekter og lidt energi for at få lokalet til at blive et værksted, så mødes vi:

Kl 20.00

Mandag d. 8 oktober, mandag d. 5 november, mandag d. 3 december, mandag d. 7 januar…

i kælderen under nr. 47, og alle kan låse sig ind i kælderen ved nr. 47. Du finder også tiderne i Bjerringhus’ kalender.

Cykeloprydning 2012

Vores cykelstativer er meget populære og vi har masser af cykler i gården. Mange af dem ser ud til ikke at blive brugt, og derfor igangsætter vi cykeloprydningen igen. I dag søndag den 26. februar bliver alle cykler derfor markeret med rødt tape omkring styret eller baghjulet.

I forbindelse med vores arbejdsdag 2012, bliver alle cykler der stadig har tape på sig den 21. april, fjernet.

Arbejdsdag 2012

Vi har fundet datoen for næste arbejdsdag i andelsforeningen – valget er faldet på lørdag den 21. april kl. 10.00 – ca. 14.00. Sæt et stort kryds i kalenderen allerede nu, så vi kan gentage succesen fra sidste år. Traditionen tro afslutter vi arbejdsdagen med velfortjent mad, drikke og hygge i godt selskab.

Opgaverne der skal løses er blandt andet forårsklargøring af gårdmøblerne, generel oprydning på loftet, optælling af punkterede ruder og gøre plads i cykelstativerne.

En tidligere, berømt beboer … Amdi Riis

Bestyrelsen har modtaget en mail som vi gerne vil viderebringe:

Vidste I, at komponisten Amdi Riis boede i Julius Blomsgade 45, 3 th. fra sin fødsel 27. januar 1911 til sin død i 1965? forældrene flyttede ind 1. november 1910, hvor huset sikkert var nyt?

Amdi Riis skrev et utal af revy- og filmmelodier, hvoraf en del blev schlagere. Jeg kan fx nævne ”I den gamle Pavillon”, ”Kammerat med solen”, ”En yndig lille fjer”, ”Øjnene er lyseblå” og mange andre, som I givetvis kan nynne med på. De er såmænd nok skrevet i jeres hus.

Jeg er i færd med at samle materiale om Amdi Riis med henblik på en udgivelse og forsøger derfor ad denne vej at finde mennesker, der har kendt ham eller hans forældre. Han flyttede aldrig hjemmefra, og hans mor (Marie Jønsson) boede stadig i lejligheden ved hans død i 1965. Hun døde først i 1981, 92 år gammel – jeg er ikke klar over, om hun evt. var flyttet forinden (fx på plejehjem).

Jeg håber, at I vil viderebringe denne efterlysning for mig. Måske er der ældre beboere i ejendommen, som kan huske noget?

Med venlig hilsen

Lise Gerd Pedersen

Kan du huske noget? Skriv gerne en kommentar eller send os en mail, og vi viderebringer kontakten til Lise.

Brugte juletræer

Vi håber at alle har haft en skøn jul. Januar er lige om hjørnet og hermed lidt tips til hvordan du skal skille dig af med årets juletræ.

Københavns affaldsservice henter juletræerne i januar måned, når de henter vores køkkenaffald. For dig betyder det at dit juletræ skal stilles ved dagsrenovationsbeholderne (tæt på porten – ikke storskraldsrummet i midten af gården). Er dit juletræ over 1,20 meter, skal du save det over.

Vi ønsker alle et fantastisk 2012 – Godt Nytår!

Juletræsfest

Det var rigtig skønt at se så mange trodsede efterårskulden og det varslede stormvejr og samledes med andre glade naboer i vores gård.

Anledningen var at være med til at tænde vores juletræ, mulighed for at øve sig lidt på julens sange, og samtidig holde varmen med gløgg, kakao og æbleskiver og lidt godter og gaver til børnene.

Tak for godt selskab, det var skønt at se jer – glædelig 1. søndag i advent!

 

I hjertet af Stefansgadekvarteret.