Er du i tvivl om hvad du skal gøre af dit affald? Find svaret på vores hjemmeside – du kan fx. bruge søgefunktionen på siden
Nyhed: Beholder til farligt affald
Vi har netop modtaget en beholder til farligt affald – et miljøskab – og alle andelshavere har modtaget informationsfolder om dette i deres postkasse. Vi opfordrer til at alle læser skrivelsen grundigt og sætter sig ind i hvilket affald der anses for farligt og derfor skal bag lås og slå.
Har du forlagt folderen og har brug for at genopfriske den, kan du finde den nedenfor.
Vi vil i samme ombæring minde om at benytte affaldssorteringen som foreskrevet, og husk at du selv skal bortskaffe storskrald. Lad os alle støtte op om vores andelsforening og bidrage til fællesskabet, også når vi skal af med vores skrald.
Renovering af Stefansgade

Københavns Kommune har den 14. maj udsendt information til beboere via e-boks om en forestående renovering af Stefansgade. Arbejdet påbegyndes i slutningen af maj måned og forventes at vare frem til udgangen af 2020. Den komplette tekst kan ses nedenfor.
Renovering af Stefansgade
Kære beboere og erhvervsdrivende på Stefansgade
I slutningen af maj måned går Teknik-og Miljøforvaltningen i gang med at renovere Stefansgade.Vi forventer, at arbejdet vil vare frem til afslutningen af 2020.Det er en helhedsgenopretning, der betyder, at vi både renoverer kantsten, fortove og afvandingsforhold og lægger ny asfalt på gaden. Vi kommer således til at udskifte belægningerne på tværs af hele gaden, fra facade til facade.
Nabo til anlægsarbejdet
Under asfalten på Stefansgade ligger der brosten, som vi har brug for at fjerne, inden vi lægger ny asfalt. Vi kommer derfor til at bruge store maskiner og tungt grej, når vi går i gang. Det betyder også, at arbejdet i perioder vil støje og støve. Alt arbejdet udføres så vidt muligt i dagtimerne fra kl. 7.00 –17.00. Vi beklager de eventuelle gener det kan give.
Midlertidig påvirkning af trafikken
Vi renoverer gaden i mindre etaper, da det forkorter anlægsperioden og sikrer, at cyklister, bilister og gående kan færdes normalt i hele perioden.I perioder bliver vi dog nød til at begrænse arealet, der hvor vi skal arbejde. Det betyder bl.a., at vi kommer til at sløjfe parkeringspladser midlertidigt og gør vejen ensrettet, der hvor vi arbejder. Der kan ligeledes være perioder, hvor vareleveringen bliver besværet af afspærringer, men vi vil altid sikre, at både levering og adgang til butikker og boliger kan ske på en ordentlig måde.Lad os alle være ekstra opmærksomme og vise hensyn, der hvor pladsen i en periode bliver lidt knap.
OBS Hvis der er planer om at udføre større eller mindre renoveringsopgaver på jeres ejendom, vil det være praktisk, hvis ejer kontakter os, så arbejdet kan koordineres med vores arbejde.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.
Venlig hilsen
Københavns Kommune
Teknik- og MiljøforvaltningenAnlaegsudfoerelse@kk.dk
Afhentning af juletræer

På onsdag den 22. januar 2020 bliver juletræerne afhentet af Københavns dagrenovation. Skulle du stadig have dit juletræ stående er her en opfordring til at stille det ned i gården til affaldsområdet.
Har du allerede stillet dit juletræ ned, vil vi minde dig om at juletræer over 120 cm høje skal saves over, og naturligvis skal træerne være fri for pynt og juletræsfod. Så er dit tidligere juletræ højere end 120 cm, hermed en opfordring til at at låne en sav på vores fælles værksted og skære træet over inden onsdag. Tak
Referat af ekstraordinær generalforsamling
I forbindelse med arbejdsdagen den 2. november afholdt vi vores ekstraordinære generalforsamling for endelig behandling af de foreslåede ændringer til vedtægternes paragraf 13.
Ændringerne blev vedtaget og så snart vi modtager de opdaterede vedtægter fra vores administrator, vil den opdaterede fil blive lagt under oversigten med vigtige dokumenter. Referatet af den ekstraordinære generalforsamling finder du samme sted.
Opmåling til udskiftning af punkterede ruder
Tirsdag den 22. oktober fra kl. 8:00 – ca. kl. 15 kommer Snoer Glas og måler op hos de andelshavere der tidligere har anmeldt punkterede ruder.
Inden opmålingen skal vi bede alle andelshavere om at markere de ruder der er anmeldt og menes punkteret. Det kan du fx. gøre med en post-it eller lidt malertape på ruden.
Hvis du ikke har mulighed for at være hjemme tirsdag den 22. oktober, kan du lægge en mærket nøgle i bestyrelsens postkasse i porten senest søndag aften den 20. oktober 2019. Bestyrelsen vil udlevere nøglen til Snoer til brug for opmåling.
Fælles arbejdsdag efterår 2019
Vi vil gerne invitere til en fælles arbejdsdag lørdag d. 2 november kl. 12-15.
På arbejdsdagen er planen blandt andet at:
Få havemøblerne skilt ad og sat væk for vinteren.
Generel oprydning i gård og fejning
Bortskaffelse af miljøfarligt affald fra kælderen
Cykler fra tidligere års oprydninger skal bæres op fra kælder og ud på gaden for afhentning.
Vi glæder os til at se jer d. 2 november, hvor vi starter med den ekstraordinære generalforsamling for A/B Bjerringhus (indkaldelse sendt per mail 10. oktober), og vi vil slutte arbejdsdagen af med pizza! Du finder også arbejdsdagen som event på facebook.
Tid til varmetjek

Det er blevet koldere og inden vi ser os om får vi brug for varmen fra radiatorerne for alvor. Det er meget almindeligt at radiatorerne lige skal have en hjælpende hånd, inden de varmer ordentligt, derfor er det vigtigt at du løsner stiften i termostaterne og udlufter radiatorerne. I forbindelse med altanprojektet har vi også mere luft i rørerne, så det kan sagtens tænkes du skal lufte dine radiatorer flere dage. I særdeleshed hvis du bor i de øverste etager.
Følg vejledningerne til at løsne stiften og udlufte radiatorerne. Lad radiatoren være helt skruet op og lad den stå en halv times tid. Herefter skulle man gerne kunne mærke den samme temperatur i toppen af radiatoren, som man kan mærke på den stigestreng som føder radiatoren. Hvis temperaturen føles ens på radiator og stigestreng (lodret rør), så er der gennemgang i radiatorventilen.
Når man har gjort det, så luk helt ned for radiatoren. Efter en halv time skulle radiatoren gerne være kold i toppen. Hvis den er det, så lukker termostaten som den skal. Det er også vigtigt at nævne, at når en radiator er skruet helt op, så behøver radiatoren ikke nødvendigvis at være ligeså varm i bund som i top.
Oplever du problemer med gulvvarmen, kan du gøre som beskrevet her. Når man har gulvvarme så tager det selvfølge en del længere tid at konstatere om der er flow i rør. Her må man bruge et døgns tid til at undersøge det samme som ovenstående.
Skulle du stadig opleve problemer med varme i radiatorerne hører vi gerne fra dig per mail hurtigst muligt og inden mandag den 7. oktober, så vi kan have en samlet bestilling til vores VVS’er. Du må gerne beskrive hvilke radiatorer der er problemer med.

Skulle du savne en udluftningsnøgle, finder du én i værkstedet, på én af hylderne i reolen.
OPDATERING 10. oktober – alle henvendelse om problemer er viderendt til vores VVS, der tager kontakte til andelshaverne og aftaler nærmere.
Forestående service på veksler

Onsdag den 14. august 2019 i tidsrummet 7:15 – 10:30 vil der være lukket for det varme vand, da vi får foretaget service på vores centralvarmeveksler.
Vil du se et af de nye metrostationer?

Metro inviterer til at se en af de kommende metrostationer på Cityringen. Det sker onsdag den 5. juni hvor du kan besøge Nørrebros Runddel kl. 15-18. Adgang på hjørnet af Jagtvej og Nørrebrogade. Se alle detaljer på billedet ovenfor.