Cykeloprydning

I dag er samtlige cykler og barnevogne i gården blevet mærket med elektrikertape. Markeringen er foretaget med farvet isoleringstape og påsat på cykelstyret. Alle cykler der stadigvæk er mærket til fælles arbejdsdagen lørdag den 4. november 2017 vil blive opmagasineret og efterfølgende overgivet til politiet. Husk derfor at fjerne markeringen på din cykel.

Cykler der er i meget dårlig stand og ikke kan henregnes under transportmidler, som de står nu, hører til kategorien personlige klenodier. Disse hører ikke til i cykelstativerne, hvorfor vi høfligt, men bestemt, anmoder om, at disse klenodier sættes i eget kælder- eller loftsrum, indtil de er istandsat, så de igen kan betragtes som transportmiddel.

Tid til varmetjek 2017

Det er blevet koldere og inden vi ser os om får vi brug for varmen fra radiatorerne for alvor. Det er meget almindeligt at radiatorerne lige skal have en hjælpende hånd, inden de varmer ordentligt, derfor er det vigtigt at du løsner stiften i termostaterne og udlufter radiatorerne. I forbindelse med altanprojektet har vi også mere luft i rørerne, så det kan sagtens tænkes du skal lufte dine radiatorer flere dage. I særdeleshed hvis du bor i de øverste etager.

Følg vejledningerne til at løsne stiften og udlufte radiatorerne. Lad radiatoren være helt skruet op og lad den stå en halv times tid.  Herefter skulle man gerne kunne mærke den samme temperatur i toppen af radiatoren, som man kan mærke på den stigestreng som føder radiatoren. Hvis temperaturen føles ens på radiator og stigestreng (lodret rør), så er der gennemgang i radiatorventilen.

Når man har gjort det, så luk helt ned for radiatoren. Efter en halv time skulle radiatoren gerne være kold i toppen. Hvis den er det, så lukker termostaten som den skal. Det er også vigtigt at nævne, at når en radiator er skruet helt op, så behøver radiatoren ikke nødvendigvis at være ligeså varm i bund som i top.

Oplever du problemer med gulvvarmen, kan du gøre som beskrevet her. Når man har gulvvarme så tager det selvfølge en del længere tid at konstatere om der er flow i rør. Her må man bruge et døgns tid til at undersøge det samme som ovenstående.

Skulle du stadig opleve problemer med varme i radiatorerne hører vi gerne fra dig per mail inden tirsdag den 24. oktober, så vi kan have en samlet bestilling til vores VVS’er. Du må gerne beskrive hvilke radiatorer der er problemer med.

Udluftningsnøgler på række
Udluftningsnøgler

Skulle du savne en udluftningsnøgle, finder du én i værkstedet, på én af hylderne i reolen.

 

Rotter i ejendommen

Vi kan konstatere at vi har rotter der er kommet ind i ejendommen. Dette er meldt til Københavns Kommune og en rottefænger bliver sat på sagen.

Det er endnu mere vigtigt end ellers at affald, madvarer eller dyremad mm. ikke stilles på bagtrapperne eller i kælder eller på lofterne.

Opdatering efter besøg af rottefænger 16. oktober: Rotten er brudt ind gennem afløb og vandlås i varmecentralen. Vandlåsen og gitter er fastsat igen og der er sat tre fælder op i kælderen, som bestyrelsen tilser dagligt.