Vores automatiske portåbner virker igen

Vi har haft udfordringer med porten ind til vores gård i længere tid – hærværk, efterfulgt af ødelagt motor, og fortravlede håndværkere. Den gode nyhed er at den automatiske portåbner nu igen er funktionel og kan bruges.

Du vil lægge mærke til at der går et sekund før porten åbner efter du har låst op med nøglebrik eller nøgle i låsen på muren, eller via trykknappen på indersiden fra gården. Den indstilling er sat for at aflaste trykket på låseblikket, og skulle gerne resultere i længere holdbarhed.

Renovationsfolkene er også adviseret om at vores automatiske portåbner igen fungerer og deres nøgle giver dem adgang. Det er derfor ikke længere nødvendigt at sætte porten på klem.

Denne meddelelse er ligeledes udsendt til alle via ProBo 

Fælles arbejdsdag efterår 2025

Vi har brug for dig - fælles arbejdsdagTraditionen tro har vi fornøjelsen af at invitere alle til vores kommende fælles arbejdsdag søndag den 16. november 2025 fra kl. 11- ca. 15.

Benytter du facebook, kan du tilmelde dig eventen her.

På arbejdsdagen er planen blandt andet at:

Brandsikring

  • Dørpumper monteres på kælderdøre (4 stk)
  • Opsætning af brandslukkere på fortrapper og bagtrapper
  • Oprydning i kælder omkring døre fra bagtrappen, så dørene kan lukkes (brandregulativ)
  • Lukning af ventilationshuller på kælderdøre (JBG 45 + evt. flere)
  • Gennemgang af røgalarmer på bagtrappen
  • Gennemgang og afstøvning af røgalarmer på fortrapper

Gården

  • Skift af lyskilder og batteri i port lyssensor.
  • Smøre alle låse på hoveddøre mod gård- og gadesiden
  • Få havemøblerne skilt ad og sat væk for vinteren
  • Generel oprydning i gård og fejning
  • Klip af buske i gård og ved hoveddøren mod gadesiden
  • Beskæring af stokroser i plantekummer i gården
  • Fjerne træer/buske der gror op ad husmuren
  • Aftørring af affaldsbeholdere
  • Feje ydermure rene for spindelvæv i port og ved cykler og affaldsområde.
  • Tøm askebægre ved cykelskur
  • Opskæring af træaffald (afhentning af haveaffald)

Kælder

  • Oprydning på vores fælles værksted
  • Oprydning i byttecentral – ikke afhentede ting skal køres til genbrugsstation

(Dette indlæg opdateres med flere opgaver løbende)

Vores fælles arbejdsdag giver dig også mulighed for at få en god sludder med din nabo. Husk at du altid finder en opdateret version af foreningens kalender på vores hjemmeside. Vi glæder os til at se mange til endnu en fælles arbejdsdag.

Ingen vand i ejendommen 3. september

I forbindelse med at vi skal have udskiftet ventiler og rørsamlinger i kælderen, vil der være lukket for vandet i hele ejendommen onsdag den 3. september 2025 i tidsrummet kl. 7.30 – 16.00.

Skift af rørsamling og ventiler er en nødvendig præventiv opgave, da vi de seneste år desværre har oplevet en del vandskaber fra lækager fra netop rørsamlinger og ventiler i vores kælder. Vi beklager de gener det manglende vand på dagen medfører. Vi forventer at udskiftningen kan gennemføres på én dag.

Nye regler for brændeovne i Københavns Kommune

Nye regler for brændeovne Har du en brændeovn eller pejseindsats, som er installeret før juni 2008, skal du enten sløjfe den eller udskifte den til en ny. Det skyldes en række nye miljøkrav for brug af brændeovne og lignende,  som Københavns Kommune har vedtaget den 10. oktober 2024, og som træder i kraft efter 12 måneder.

Det betyder, at du skal have udskiftet eller sløjfet din gamle  brændeovn senest den 9. oktober 2025. Det er dit ansvar, at din  brændeovn eller pejseindsats lever op til de nye regler, og du skal  selv betale, hvad det koster at udskifte eller sløjfe den.

Læs mere om de nye miljøkrav på kk.dk/brændeovne, og få svar på
hyppigt stillede spørgsmål.

Gamle brændeovne forurener mere

Det giver god mening at udskifte en ældre brændeovn – både for miljøet og for din økonomi. En nyere brændeovn er mere  energieffektiv, og du vil derfor bruge mindre brænde.

Den giver også bedre indeklima og bedre luftkvalitet lokalt i dit  nærområde, da de ældre brændeovne udleder op mod 5-10 gange så  mange partikler per kilo brænde som nye ovne.

Hvor gælder de nye krav?

De nye miljøkrav og forbud mod ældre brændeovne gælder i hele København – også i kolonihaver og på husbåde. Hvis din brændeovn eller pejseindsats er din eneste varmekilde, kan du også vælge at udskifte din brændeovn med en varmepumpe eller tilslutte dig  fjernvarmenettet, hvis du har mulighed for det.

Har du spørgsmål?

Ring til Kontaktcenter Teknik og Miljø på telefon 33 66 33 05, hvis  du har flere spørgsmål.

Put din tomme pizzabakke i pap

Photo cottonbro studio fra PexelsFør skulle tomme pizzabakker smides i beholderen til restaffald. Men nu kan pappet i pizzabakkerne genanvendes og derfor skal du putte din tomme pizzabakke i beholderen til pap.

Pizzabakkerne skal være tømt for pizzaskorper og andre madrester, men det er ok hvis der er rester af fx. tomatsovs eller olie.

Som beskrevet i seneste ‘Affald Kbh‘ blad, er der nye skilte på vej, der erstatter de gamle. Men begynd gerne allerede nu med at sortere pizzabakkerne til pap.

Er du kommet til at smadre en tallerken?

Er du kommet til at smadre en tallerken?Det kan jo ske at tallerkenen går i stykker. Men vidste du at den ituslåede tallerken muligvis indeholder miljøskadelige stoffer? Det er derfor at du skal aflevere den i skabet med farligt affald (koden er 4444).

Det er keramik som fællesbetegnelse, der skal bortskaffes miljørigtigt. Det dækker over produkter der er lavet af brændt ler, eksempelvis porcelæn, fajance, lertøj, stentøj, urtepotter, raku mm. Det kan du blandt andet læse om i det seneste ‘Affald Kbh‘ blad.

Har du tallerkner eller andet keramik du ikke længere bruger? I stedet for at smadre det, så lad det få nyt liv til glæde for andre og stil det ned i vores byttecentral.

Giv din gamle cykel videre

Har du en cykel, der står og fylder op i cykelparkeringen i vores gård uden at blive brugt? Så hermed en opfordring til at give den videre til et godt formål.

Du kan vælge at sælge den på diverse brugt markeder eller donere den til et godt formål. Du kan også aflevere brugbare cykler i bytteområderne på fem af byens genbrugsstationer, hvor andre frit kan tage dem. På kk.dk/giv-din-cykel-videre kan du se hvor.

Som du måske allerede har læst i sidste nummer af ‘Affald Kbh’ som du modtager i din postkasse, kan din totalt nedslidte cykel afhentes af renovationen. Kontakt bestyrelsen for at aftale nærmere med hvad du skal gøre.

Hvor brandsikker er du?

Hvor brandsikker er du? Photo by AleksandarDickov fra Getty ImagesI forbindelse med at vi snart får brandeftersyn i vores ejendom, vil vi gerne sætte fokus på hvad vi hver især kan gøre i tilfælde af brand.

Beredskabsforbundet har udarbejdet et e-læringsmodul der kan gøre dig klogere på brand og hvad du skal gøre i forskellige tilfælde. De har også en quiz hvor du og resten af familien kan teste jeres viden. Du finder begge dele her: E-læring – Kriseparat Brand

Vi opfordrer alle til at bruge en lille halv time på at blive klogere på brand – og især hvordan vi undgår dem og agerer hvis uheldet er ude.

I hjertet af Stefansgadekvarteret.